Depression:
Forskellen på at føle sig trist og en depression:
Der er forskel på at føle sig deprimeret og på at have en decideret depression. Alle mennesker kan føle sig triste fra tid til anden, og du har måske hørt nogle sige at han/hun føler sig lidt deprimeret for tiden. Men det at have en depression er noget helt andet.
En depression er en længerevarende psykisk lidelse, som man ikke kan komme ud af ved bare at tage sig sammen. En depression skyldes ikke manglende viljestyrke, og en depression er langt mere end blot en følelse af at være ked af det. Et kendetegn ved en depression er at det føles som om at hele kroppen er ked af det.
Mange med depression beskriver de kropslige symptomer som en tung fornemmelse der gør bevægelse og initiativ uoverskueligt. Andre symptomer er manglende appetit, dårlig søvn, træthed, hovedpine og mavesmerter. De fleste med depression føler at de kan overskue langt mindre end normalt, og dage med flere forskellige aktiviteter kan føles helt uoverskuelige.
Lider man af en depression har man også i højere grad end andre mennesker negative tanker om sig selv, og man kan være præget af modløshed eller håbløshed i forhold til fremtiden. Energi- og stemningsniveauet er markant reduceret og helt almindelige dagligdags gøremål kan virke uoverskuelige.
Symptomerne på depression er:
- Selvbebrejdelser eller skyldfølelse
- Nedsat selvtillid/selvværd
- Tænke- eller koncentrationsbesvær
- Tanker om død eller selvmord
- Søvnforstyrrelser
- Appetit- og vægtændring
- Tidlig opvågnen
- Forværring om morgenen
- Nedsat sexlyst
Der er sjældent blot en årsag til at man udvikler en depression. Typisk er det en kombination af bl.a. ens tankemønstre, opvækstvilkår og gener. En depression bliver ofte udløst af belastende ydre livsomstændigheder, såsom problemer i ens parforhold, alvorlig sygdom eller problemer på ens arbejde eller studie. En depression kan dog også opstå uden at der kan peges på nogle ydre omstændigheder som specifik årsag til depressionen.
Behandling af depression:
I behandling af depression er der meget fokus på at undersøge de tanker og handlinger som fastholder, eller forstærker depressionen. Jeg hjælper unge og studerende med at udforske og undersøge disse tanker og handlinger, og herefter finde nogle mere hensigtsmæssige tanker og handlinger som kan hjælpe dig ud af den depressive tilstand, så du kan få mere energi og overskud i din hverdag.
Ved et forløb hos mig får du konkrete råd og redskaber til at håndtere dine negative tankemønstre og uhensigtsmæssige adfærd, så du kan få kontrol over din depression i stedet for at den har kontrol over dig.
Tag kontakt til mig hvis du ønsker en gratis og uforpligtende snak om hvordan jeg kan hjælpe dig ud af din depression.